...

Retur til forsiden

tirsdag den 17. januar 2006 00:04:36

Lidt om SFCO, SFK, DANCON 78 & 81
Fan-gruppen i Odense havde i årenes løb lige så mange forskellige navne som den havde medlemmer. Først var den kendt som SFCO (Science Fiction Cirklen Odense) og var en slags lokalafdeling af SFC. Siden blev det til SFK for Science Fiction Kredsen (men de mere præcise omstændigheder kan jeg ikke huske...). En kort overgang var der også en SFK/L (L for Lumby - men han holdt op med at være sur og vendte tilbage i folden). SFCOr var en særlig maoistisk udbrydergruppe som vi på et tidspunkt valgte at ekskludere mens de var på sommerlejr i Albanien...

Henry Madsen og jeg selv var de to personer der tog initiativ til det første møde i 1976.

Bjarne Lund-Jensen, Lauge Elgaard, Jørgen Minddal, Ole Flensted og Gert Andersen var resten af den hårde kerne der var med fra start til slut. Vi valgte at nedlægge os selv i forbindelse med Fyncon 3 i 1989 - den tredie og sidste af de fynske kongresser. Tre andre meget aktive folk var Carsten Andresen, Carsten Poulsen og Gert Brandt. Min gamle ven og (i en periode) kompagnon, Brian Hvam, hørte også med til de solide støtter.

I årenes løb er to af disse fine mennesker afgået ved døden. Jørgen Minddal døde i 1996 og Carsten Andresen døde under tragiske omstændigheder i 1993.

Billeder fra Dancon 78 i Odense: --> et af de desværre meget få billeder jeg har fra den første odenseanske kongres - til venstre ses Odense Antikvariats stand, manden i den hvide skjorte er (tror jeg) Normann Aa. Nielsen, lige midt i billedet med front mod står Sam J. Lundwall...

Billeder fra Dancon 81 i Odense: --> HSG's stand med Carl Eddy Skovgaard, Merlin P. Mann, Brian Hvam, Klaus Johansen (skal man prøve at forestille sig i det hvide område...) og Niels Dalgaard.


Foto: Bjarne Lund-Jensen (der har klippet sit eget billede i stykker og smidt negativerne væk - Bjarne, altså!)

--> her er det lykkedes mig at blive på billedet (ja, jeg havde langt hår og skæg dengang - det havde man...) - herren til venstre siger mig ikke noget - herren med ryggen til er (tror jeg) Erik Swiatek... læg mærke til stakken af æsker midt i det hele: det var første gang at man i Odense blev præsenteret for fænomenet brætspil..! Vi solgte faktisk en del, kan jeg huske...


Foto: Henry Madsen

--> en afslappet stund med Klaus Johansen, Lauge Elgaard, Ole Flensted og Carsten Andresen fra arrangørgruppen...


Foto: Bjarne Lund-Jensen

--> Morten og Dorte Minddal, Lauge Elgaard (bag ham: en piberygende Henry Madsen), Hans Peter Inselmann og bagsiden af Paul Hartvigson... der spilles brætspil...


Foto: Bjarne Lund-Jensen