...en BIBLIOMANEN e-text

NAT PINKERTON
Opdagernes Konge

Afsindighed og Videnskab


[Nr. 167 - Litteraturselskabet A/S, ca. 1917]

1. Kapitel
Det sønderskaarne Lig

Larmen fra Kæmpebyen New York var stilnet af til en dump Mumlen. Natten hvilede over Byen, og mellem de mægtige Bygninger, der rakte sig op mod Skyerne som Kæmpetaarne, glimtede af og til Højbanetogene som lysende Slanger.

Lyset brændte kun sparsomt i Gadelygterne, og de ensomme Nattevandrere skyndte sig til deres Hjem, idet de saa sig ængstelig om. Mange af dem holdt et Forsvarsvaaben knuget i højre Haand for at beskytte sig mod, Morderne, Røverne og det øvrige Pak, der huserer i de amerikanske Storbyer, og som Nattens Mørke lokker frem af deres Huler.

To Mænd gik med faste Skridt inde i Skyggen fra Husene.

"Det er rigtigt et Arbejdsfelt for Dem," sagde den ene, "her kan De have Brug for al Deres Dygtighed, Nat Pinkerton, og for den Skarpsin- dighed og Kombinationsevne, jeg beundrer hos Dem. Jeg er jo selv Fagmand, men tager dog Gang paa Gang Fejl, naar De griber det rette."

Nat Pinkerton, der fulgte med Politiinspektør Smidt smilede.

"Se blot, hvor de rører sig i Mørket omkring Husene, Smidt," sagde han, "se hvor Pakket lister sig afsted."

"Ja, det er en Skam, at der ikke er mange som Dem," sagde Politiin- spektøren, "saa kunde man maaske dog faa renset vore gode By for de Bander, der ernærer sig af Overfald, Indbrud og Tyverier. Jeg gad nok vide, hvorledes det hænger sammen med disse hemmelighedsfulde Ligfund, der er blevet gjort i den senere Tid, og jeg begynder næsten at tvivle paa, at vi nogensinde kommer til Bunds i den Sag, skønt jeg stoler mere paa Dem end paa nogen anden."

"Den Tid kommer nok, hvor Forhænget bliver trukket fra denne Hemmelighed, saa hver af disse Forbrydelser bliver opklaret, Mister Smidt."

Pludselig standsede de begge to og stirrede op paa Lyset i Gas- lygten. Kunde det være rigtigt - det hvide Lys havde pludselig faaet en grønlig Farve.

En Fremmed, der saa det for første Gang, vilde uvilkaarligt tro, at han saa fejl.

I det almindelige Publikum var der ingen, der vidste, hvad denne hemmelighedsfulde Forandring i Lysets Farve betød, men de to Nattevandrere forstod det straks.

Det var et Signal, som Politiet brugte indbyrdes.

Naar en af Betjentene stod i en mørk Port og saa dette grønne Lys, tog han fastere om sin Gummitamp og skyndte sig afsted for at følge dets Kalden.

Nat Pinkerton og Inspektør Smidt fremskyndede deres Skridt.

Det var begyndt at regne, og store Draaber faldt fra den tætte Taage, der laa over Byen.

Pludselig dukkede der tre kæmpeskikkelser frem af Taagen. Det var tre Politibetjente.

En af dem fløj hen til en Lygtepæl, tog en Nøgle op af Lommen og aabnede en cirkelrund Klap, der var midt paa Lygtepælen.

I samme Sekund lod Betjenten sin Lommelygte lyse ind i et Rum, der viste sig i Lygtepælen.

Nat Pinkerton var gaaet derhen sammen med Politiinspektøren.

Han saa nysgerrigt ind i Lygtepælen. Derinde saa han et stort Ur, der var dækket med forskellige Tal og Bogstaver. Midt paa var der to Visere, hvoraf den ene pegede paa et Tal og den anden paa et Bogstav.

"Goddam!" udbrød Politiinspektør Smidt, "allerede igen!"

"Ja, det er uhyggelige Tilstande her i Byen," sagde Nat Pinkerton, "jeg kan se, at det nu igen er begaaet et grufuldt Mord!"

"Et Mord! Et Mord!" lød det fra Mund til Mund.

Politibetjenten havde stukket Haanden ind i Rummet og drejede paa Apparatet. Lidt efter lød der i Telefonen:

"All right! Hurry up!"

Betjenten lukkede saa Klappen igen og drejede Nøglen om, og saa løb de alle ned ad Avenuen og forsvandt hurtigt i Taagen.

De naaede ned til Havnekajen.

En mørk Skikkelse rejste sig som en Skygge i Taagen.

Nat Pinkerton og Politiinspektøren var de første, der naaede derhen, "Hvad er der sket?" spurgte Inspektøren.

"Et Mord!" lød det mørkt fra Betjenten. "En Havnearbejder har trukket en Sæk op af Vandet, den viste sig at være fyldt med Dele af et Lig. Her ligger de, Hr. Inspektør!"

Politiinspektør Smidt og Nat Pinkerton bøjede sig ned, og med en let Gysen aabnede Inspektøren Sækken.

Hans Øjne, der dog ellers var vant til at se grufulde Ting, stirrede forfærdet paa Indholdet.

Detektiven saa ogsaa paa det fuldstændig sønderskaarne Legeme og nikkede alvorligt.

"Det er et nyt Tilfælde, Mister Smidt, og jeg tror bestemt, at det er en og samme Mand, der har begaaet alle de grufulde Mord, der er begaaet i den senere Tid. De bærer alle det samme karakteristiske Præg."

"Mener De, Mr. Pinkerton?"

"Ja, det er min faste Overbevisning, Mr. Smidt, og jeg sværger Dem til, at jeg, inden der er gaaet en Maaned, skal have overleveret denne Slyngel til Retfærdigheden. Jeg har hidtil blot ikke haft tilstrækkelig Tid, da jeg først maatte ordne nogle vigtige Sager, men nu vil jeg fuldstændig kaste mig over den."

De tre Politibetjente var imidlertid ogsaa kommet til.

Politiinspektøren gav dem Ordre til at binde for Sækken og bringe den til Hovedpolitistationen.

Der blev skaffet en Vogn, og Politibetjentene steg ind i den med deres grufulde Byrde og var kort efter paa Hovedpolitistationen.

Da Inspektør Smidt var blevet alene med Detektiven dér, lukkede han Sækken op.

Inspektøren vilde skære Sækken op, men det forhindrede Detektiven ham i.

"Lad os bevare Sækken saa hel som mulig, det var jo muligt, at jeg kunde finde nogen, der kunde kende den."

De tog forsigtigt Liget ud af Sækken og lagde Stumperne paa et langt sort Bord, der var beregnet hertil.

Liget var forfærdeligt lemlæstet, der var ikke et Lem, der var helt, og hele Kroppen var skaaret i Stumper og Stykker.

Morderne havde ogsaa knust Knoglerne.

"Hvad mener De om det, Mr. Pinkerton?" sagde Politiinspektøren alvorligt, "tror De, det er en Lystmorder eller en Vanvittig, der har gjort det?"

Nat Pinkerton saa alvorligt paa Inspektøren med sine kloge Øjne.

"Ingen af Delene, Mr. Smidt, vær blot taalmodig, jeg har jo allerede sagt Dem, at jeg skal have fundet ham, inden der er gaaet en Maaned."

"Hvad mener De om Liget her? Er det en Mand eller en Kvinde?"

"Det skal vi snart faa at se, vil De blot lade mig være alene et Par Timer, saa skal jeg kalde paa Dem, naar jeg har faaet samlet Liget. Det er ikke noget helt let Arbejde."

"Tror De virkelig, De kan klare det, Mr. Pinkerton?"'

"Ja, jeg har ikke for ingenting studeret Anatomi i tre Aar."

"Aa, det glemte jeg. "De kan jo alt, Mr. Pinkerton."

Detektiven smilede og tog saa sin Frakke af, smøgede sine Skjorte- ærmer op og begyndte saa at ordne Stumperne af Liget, der var svulmet en Del op af at ligge i Vandet. Han sorterede dem med en kyndig Haand.

"De kalder jo saa paa mig, naar De er saa langt, Mr. Pinkerton," sagde Politiinspektøren, da han gik.

Detektiven hørte det slet ikke, saa fordybet var han i sit Arbejde.

Nat Pinkerton var alene med sit uhyggelige Arbejde.

Der gik en Time, og han var endnu ikke kommet længere end til at faa samlet Brystet og Rygsøjlen, idet han fæstede de forskellige Stykker sammen med Traad.

Mesteren saa nøje paa Snitfladerne i Kødet.

"Nu er jeg helt sikker paa, hvad Morderne er," sagde han, "men jeg vil ikke sige noget endnu, Hemmeligheden bliver bedre bevaret, naar ingen andre kender den. Ellers kan jeg risikere, at Morderen bliver advaret, og saa bliver det langt vanskeligere at opdage ham."

Morgenens graa Lys krøb nu ind gennem Revnen mellem Gardinerne og kastede sit blege Skær over et Lig, der nu laa samlet paa den sorte Plade som en kunstig Mosaik.

Mesteren rettede sig op og tørrede sveden af Panden.

"Det var et drøjt Arbejde," sagde han, "men jeg er godt tilfreds med det. Nu kan vi endelig gaa videre. Dette Lig har ikke ligget særlig længe i Vandet, saa vi kan forhaabentlig faa konstateret dets Identitet. Der er flere bestemte Mærker paa det, som vil lette en Genkendelse. Men nu vil jeg kalde paa Mr. Smidt for at vise ham Resultatet af mit Arbejde."

Detektiven gik hen til Servanten og vaskede sine Hænder, saa lukkede han Døren op ind til Stuen ved Siden af og sagde:

"Kom saa, Mister Smidt og se, hvad jeg har faaet lavet!"

Der lød Skridt og Inspektøren viste sig i Døren.

Han standsede fuldstændig overvældet dér.

"De er i Sandhed en Mester, Pinkerton!" udbrød han forbavset. "Har De lavet alt det i den korte Tid?"

Detektiven smilede smigret, thi han var ogsaa selv tilfreds med sit Arbejde.

De to Mænd gik hen til Bordet.

"Det er en Kvinde," sagde Inspektøren, "og hun ser ud til at have været ret fyldig af Skikkelse. Men hvad er det? Hovedet mangler jo!"

"Ja, det er ganske mærkeligt," sagde Detektiven. "Efter hvad jeg ser, mangler der tre Ting: nemlig Hjertet, Lungerne og Hovedet. Hovedet maa vi snarets muligt se at finde, og derfor maa vi udsætte en Belønning for dets Tilvejebringelse, før det gaar i Forraadnelse. Naar vi først véd, hvem dette Offer er, har vi ikke langt igen, før vi finder Morderen."

Inspektøren trak paa Skulderen.

"Ja, da maa jeg sige, at jeg virkelig ikke er saa sikker paa det!"

"Lad De kun mig om det, Hr. Inspektør," sagde Pinkerton. "Gør De nu blot Deres og udsend først og fremmest det Opraab. Desuden maa Liget præpareres godt, saa det kan holde sig i længere Tid. Det er nødvendigt, for at vi kan faa opklaret, hvem denne unge Pige er. Og nu Farvel, Hr. Inspektør," tilføjede han og rakte Mr. Smidt Haanden, "nu gaar jeg hjem, for jeg er dødtræt, men skulde der ske noget, kan de træffe mig hjemme indtil Middag."

Saa gik Nat Pinkerton, og da han var kommet udenfor Politikamret, standsede han en Vogn og lod sig køre hjem.

Da han var kommet hjem, tog han Overtøjet af og kastede sig udmattet paa en Divan.

Hans skarpe Øjne stirrede mod Loftet og trods det, at han var dødtræt, tænkte han videre.

"Det er et meget indviklet Tilfælde," sagde han, "rigtig en svær Nød at knække, men jeg vil og skal opdage Morderen. Nu blot et Par Timers Ro og saa til Arbejdet."


2. Kapitel
Et Gensyn i Ligkamret

Detektiven kunde vel have sovet omtrent to Timer, da han fo'r op.

Han hørte en højrøstet Samtale ude i Entréen.

"Nej, jeg lader mig ikke afvise," hørte han, "jeg er ganske sikker paa, at Mr. Pinkerton ikke vil nægte at høre paa mig."

"Mr. Pinkerton er først kommet hjem for to Timer siden og maa absolut have Ro," svarede Pinkertons Tjener, "jeg maa derfor bede Dem komme igen om tre Timer, saa kan De komme til at tale med ham."

Men nu sprang Mesteren op og skyndte sig hen og lukkede Døren op. Han saa ud i Entréen.

Dér fik han Øje paa en Herre, der talte med hans Tjener. Saa snart Herren fik Øje paa ham, skyndte han sig hen til ham.

"Jeg maa absolut tale med Dem, Mr. Pinkerton," udbrød han meget ophidset.

"Værs'go at komme ind," sagde Detektiven. Og saa bad han den Fremmede sidde ned.

"Undskyld, at jeg forstyrrer Dem, Mr. Pinkerton, men jeg er yderst urolig og bange for, at der er sket noget forfærdeligt."

"Hvis det er mig muligt, skal jeg forsøge at hjælpe Dem," svarede Detektiven.

"Vil De tænke Dem, min Forlovede har været forsvunden i fjorten Dage, Mr. Pinkerton. Nu skal De høre Sagens Sammenhæng. Mit Navn er William Harryson, og jeg er Ejer af en Spritfabrik i Nærheden af Corona. Jeg skulde have været gift om ganske kort Tid. Men nu er helt ude af mig selv af Angst og Rædsel ved Tanken om, hvad der kan være tilstødt min Forlovede."

Den blege, unge Mand fik Taarer i Øjnene, han kunde knapt beherske sig, og hans Stemme kvaltes næsten af en Hulken, da han endelig fortsatte:

"De maa skaffe mig Vished, Mr. Pinkerton, ellers bliver jeg vanvittig."

"Berolig Dem, maaske har De slet ikke Grund til at være saa urolig. Jeg maa først kende alle Biomstændigheder, før jeg kan udtale mig om Sagen. Har De haft nogen Strid med Deres Forlovede, eller har De lagt Mærke til, at hun var træt af Dem?"

"Nej, absolut ikke. Jeg véd bestemt, at hun elskede mig ligesaa højt, som jeg elskede hende. Vi længtes begge to efter den Dag, da vi skulde have Bryllup. Den fjortende September sagde jeg Farvel til Mabel paa Coronas Banegaard. Jeg var ængstelig og vilde gerne være rejst med, men som De véd, er der Strejker i Gære overalt, og det holdt mig tilbage, jeg maatte blive paa Fabrikken og kunde ikke ledsage hende. Fra den Dag har hun været forsvundet."

"Hvor rejste hun hen?"

"Hun vilde her til New York for at købe en Del Sager."

"Havde Deres Forlovede mange Penge hos sig?"

"Nej, det tror jeg ikke, højst en Hundrede Dollars."

"De véd vel ikke, om hun har været forlovet tidligere?"

"Nej, men det tror jeg ikke, saa maatte hun have været et rent Barn, for vi har været forlovet i tre Aar, og hun er ikke mere end atten Aar. Jeg havde advaret hende mod at gaa ud om Aftenen, og nu har jeg søgt efter hende og været hos Politiet, men dér kunde de ingen Oplysninger give mig. Det var i Gaar, jeg var dér.

Hun har ikke været paa Washington Hotellet, og dér havde vi aftalt, at hun skulde tage ind. Aa, Mr. Pinkerton, jeg tror - jeg er bange for - hun er blevet myrdet!"

Mr. Harryson sprang op og vred sine Hænder.

"Hjælp mig, Mr. Pinkerton, det bønfalder jeg Dem om. Hvad skal der blive af mig, hvis hun er borte?"

"Fat Dem, Mr. Harryson, endnu har De ingen Beviser for denne Frygt, men det er jo naturligvis ikke udelukket i denne fordærvede Kæmpeby."

Nat Pinkerton rejste sig. Han saa meget alvorlig ud.

"Er De stærk nok til at bese et Lig, vi har fundet?" spurgte han Mr. Harryson.

Den unge Mands blege Ansigt blev endnu blegere, han rystede, og med bævende Stemme lød det fra hans Læber:

"Ja, Mr. Pinkerton, jeg skal tage mig sammen af al min Kraft!"

Detektiven klædte sig nu hurtigt om og tog saa Hat og Stok.

"Jeg er færdig," sagde han, "kom Mr. Harryson, vis nu Deres Mod!"

Den unge Fabrikant nikkede og gik med Mesteren ud paa Gaden. Dér tog de to Herrer en Droske, der kom forbi.

"Til The Tombs!" sagde Nat Pinkerton til Kusken.

De talte slet ikke sammen under Turen, der gik til den østlige Del af New York, hvor Justitspalæet laa, der paa en Gang omfattede Fængsel, Domhus og Politikontorer.

Vognen holdt foran Porten. William Harryson og Detektiven steg ud. Den unge Fabrikant kunde knap gaa op ad Trappen til Portalen, saa tunge var hans Lemmer, og saa meget trykkede den mørke Forudanelse, der sagde ham, at han her vilde faa Vished for, at hans Forlovede var myrdet, paa ham.

Hele hans Sjæl oprørtes mod denne Tanke, at hans elskede Mabel skulde være myrdet.

Nat Pinkerton standsede en Betjent, de mødte i Forhallen.

"Er Inspektør Smidt til Stede?" spurgte han.

"Ja, Mr. Pinkerton," svarede han, "han er lige gaaet ind paa sit Kontor."

"Vil De saa melde mig!"

Betjenten gik foran dem ind i Inspektørens Kontor.

"Fat Mod, Mr. Harryson, vær en Mand. Skæbnen er ofte grusom mod os, men vi maa ikke lade os slaa til Jorden. Dér har vi Inspektøren."

Denne kom hen til Nat Pinkerton, men saa spørgende paa hans Ledsager.

"Maa jeg præsentere: Mr. William Harryson, Spritfabrikant fra Corona. Han har for fjorten Dage siden mistet sin Forlovede paa en meget gaadefuld Maade, og jeg har taget ham med herhen for at se paa det Lig, vi fiskede op af East River i Morges."

"Denne Vej, mine Herrer," sagde Inspektøren og gik foran.

Da de havde passerete en Del Gange, lukkede Inspektør Smidt en Jerndør op, hvorfra der førte en Trappe ned i Kælderen.

Gassen brændte mat paa Gangen, og Halvmørket forøgede det uhyggelige Indtryk.

William Harrysons Hjerte sad ham i Halsen, da han gik der ned. Han maatte flere Gange holde sig i Gelænderet for ikke at falde om. Han, der ellers var saa stærk og modig, rystede ved Tanken om, at han muligvis her vilde finde sin inderligt elskede Mabel som Lig.

Jo længere de kom ned, des koldere blev der. Hernede var Kølerummene, hvor de fundne Lig blev anbragt, indtil de blev overført til La Morgue.

Inspektøren lukkede en Dør op, og nu kom de tre Mænd ind i et stærkt oplyst, temmelig stort Lokale, hvor der var fem eller seks Marmorborde.

Der var meget koldt derinde.

Paa den højre Side stod der to Borde, der var dækket med Lagener.

Inspektøren førte Nat Pinkerton og hans Ledsager hen til det, der stod nærmest Væggen.

"Vær nu stærk!" hviskede Detektiven til William Harryson. "Det Lig, jeg vil vise Dem, har intet Hovede, det var helt sønderskaaret, men nu er det sat sammen igen. Maaske De kan sige os, om det er den Dame, De søger efter?"

"Aa, Gud!" stønnede den unge Fabrikant, der var ved at besvime. Men saa tog han sig sammen og sagde: "Jeg er beredt. Tag kun Lagenet væk!"

Inspektøren tog Lagenet til Side.

William Harryson tumlede tilbage, hans Øjne traadte ud af deres Huler, det suste og bruste for hans Øren, og Haaret rejste sig paa hans Hovede, saa forfærdeligt virkede Synet paa ham.

Nat Pinkerton grab ham med et fast Tag i Armen.

"Mod, mod," hviskede han, "kom med!"

William Harryson lod sig viljeløs føre med. Hans Blik var stift rettet paa Liget.

Pludselig løftede han Armene og slog med et skingrende Skrig Hænderne sammen.

"Jeg genkender hende - det er hende - det er Mabel, min Forlovede! Det brune Modermærke dér paa Halsen og det lille Ar - nej, der er ingen Fejltagelse mulig - aa Gud, jeg bliver vanvittig!" Den unge Mand vaklede, han sank om i Nat Pinkertons Arme og faldt sammen. Han var besvimet ved det forfærdelige Syn og ved Visheden om, at hans Forlovede var myrdet.


3. Kapitel.
Vigtige Opdagelser

Der var gaaet otte Dage, og Øvrigheden havde givet Mabel Lorisons Lige fri, og hun var blevet begravet i Corona.

Hundreder af Mennesker havde fulgt hende til Graven, og mange hede Taarer var rundet for den smukke, unge Pige, der havde været afholdt af alle, og som ikke havde haft nogen Fjende, men alligevel faaet en saa sørgelig Død.

William Harryson havde staaet paa Vanviddets Rand; i næsten en Uge havde han intet spist, og tidt havde han haft den Tanke selv at gøre en Ende paa sit Liv, men saa var der en anden Tanke, der fordrev Sorgen, og det var Tanken om Hævn.

Da han havde fattet sig nogenlunde, var hans første Gang til Nat Pinkerton, som han satte alt sit Haab til. I alle Dagbladene var der blevet udlovet en stor Belønning for Fundet af den Myrdedes Hoved.

Næsten hver Dag var der blevet indleveret et Hovede, som enten var fisket op af East River eller Hudson River.

Det sidste, der var blevet afleveret, stammede fra et tolvaarigt Barn. Hendes Moder, der længe havde søgt efter sin Datter, blev vanvittig ved Synet af det og skreg saaledes, at hun maatte føres bort med Magt.

Den næste Dag fandt man Pigens Krop, der var sønderskaaret paa lignende Maade som Mabel Lorisons. Den blev ogsaa fundet i East River og var ligeledes i en Sæk.

Detektiven Nat Pinkerton underkastede Sækken en grundig Undersøgelse, og ved Hjælp af en Lup konstaterede han, at Sækken stammede fra en Kulforretning.

"Materialet forøges dog," udbrød Mesteren, da han havde opdaget dette, "nu tænker jeg snart, vi er paa Sporet."

Den unge Fabrikant Harryson kom næsten i samme Øjeblik, som Nat Pinkerton havde gjort denne Opdagelse.

"Mr. Pinkerton," sagde han til ham, "her er jeg igen, maa jeg ikke være Deres Medhjælper til at opklare disse forfærdelige Mord. Jeg er villig til at ofre hele min Formue, ja, om det skal være, vil jeg sætte mit Liv ind paa det. De kan fuldtud disponere over mig."

Nat Pinkerton trykkede den unge Mands Haand.

"Jeg tager mod Deres Tilbud," sagde Mesteren, "og jeg har straks et Arbejde til Dem. Vil De med det samme gaa hen til Kulfirmaet Ridgefield & Co. i Franklin Avenue 33 og efter deres Bøger opnotere Navnene paa alle deres Kunder i den senere Tid. Naar De har gjort det, kommer De straks tilbage hertil, jeg gaar imedens selv hen paa Politikontoret for at høre, om der skulde være fundet noget mere. Vi kan gaa med det samme."

De gik saa sammen ud af Huset. William Harryson kørte til Franklin Avenue 33 og Nat Pinkerton til Justitspalæet.

Da Detektiven kom ind paa Inspektør Smidts Kontor, kom denne ham i Møde med et fornøjet Ansigt.

"Vi har gjort et nyt Fund, Mr. Pinkerton, der maaske kan have Betydning. Det er dette Lommetørklæde."

Politiinspektøren rakte Detektiven et fint Batisttørklæde. I Hjørnet af det kniplingskantede Tørklæde var der broderet et Monogram, der bestod af Bogstaverne M.L.

Detektiven trak paa Skulderen.

"Hvem véd, om dette Tørklæde har tilhørt Miss Lorison, men det er naturligvis ikke udelukket, vi vil i hvert Fald huske det. Vil De sige mig, hvor Tørklædet blev fundet, Mr. Smidt?"

"Det blev afleveret af en Politibetjent, der havde fundet det i den yderste Ende af Chermont Avenuen."

Det glimtede i Detektivens Øjne. "Franklin Avenue og Chermont Avenue ligger ikke ret langt fra hinanden, og Liget blev fundet i East River, saa Forbrydelsen maa være begaaet i Brooklyn. Ellers er der vel ikke blevet opdaget noget, der kan lette mig mit Arbejde?" sagde han.

"Nej, Mr. Pinkerton!"

"Ja, saa har jeg ikke mere at gøre her for Øjeblikket. Farvel Mr. Smidt, naar De ser mig igen, har jeg faaet bragt Lys i Sagen."

"Ja, Gud give, De kunde finde disse elendige Mordere!"

De to Mænd trykkede hinandens Hænder, og Detektiven skyndte sig derfra og hjem til sig selv.

Han maatte vente en hel Time, før William Harryson kom tilbage.

"Jeg har skyndt mig meget, Mr. Pinkerton," sagde han, "men Firmaet Ridgefield har en saa stor Kundekreds, at jeg endda kun har kunnet afskrive det sidste halve Aars Kunder. Om det nu nytter noget, véd jeg ikke."

"Nu kan vi jo se!"

Den unge Fabrikant rakte Detektiven sin Notesbog. Med flygtig Skrift havde han skrevet omtrent to Hundrede Navne ind i den. Men han havde begaaet en Fejl ved ikke ogsaa at notere Kundernes Stilling op. Nu begyndte et nyt Arbejde. Ved Hjælp af Vejviseren maatte de for hver enkelt undersøge, hvad han var.

De var næsten blev færdig med Listen, da Detektiven pludselig fløj op fra Stolen.

Han pegede paa et Navn.

William Harryson saa ned i Notesbogen. "John Webster," læste han.

"Hvad mener De med det, Mr. Pinkerton?" udbrød den unge Mand med en Stemme, der skælvede af Ophidselse.

"Se blot her i Vejviseren: Dr. John Webster, Videnskabsmand, Chermont Avenue 275."

"Jeg er ikke med, Mr. Pinkerton."

"Det er dog ellers klart nok."

"Mener De, at Doktor Webster skulde være Morderen?"

Detektiven nikkede.

"Undskyld, men det er umuligt, Mr. Pinkerton. Dr. Webster spiller en ret stor Rolle i Byen, han er en fremragende Læge og en meget rig Mand. Jeg har selv truffet ham engang."

"Det har jeg ikke, men nu vil jeg gøre hans Bekendtskab," sagde Detektiven, "og det skal han faa at mærke."

"Dr. Webster skal være meget formuende, han vil sikkert ikke myrde et Menneske for nogle Hundrede Dollars Skyld."

"Det er ikke af Pengebegærlighed, han har myrdet Deres Forlovede, nej, det er i blind Fanatisme og vanvittig Tørst efter Videnskab og ryggesløs Tørst efter at lære vort Legemes Funktioner at kende. Nu staar det hele mig klart, han er en Vivisektor," lød det mørkt fra Mesterens Læber, "og han gør ikke sine Studier paa Dyr, men - -"

"Hold op, Mr. Pinkerton, det, Deres Læber nu vil sige, er altfor grufuldt!"

"Og dog maa jeg sige det, denne Skurk bruger levende Mennesker til sine Forsøg!"

"Aa - det er forfærdeligt - nej, det maa være en Fejltagelse!"

"De skal se, at jeg faar Ret, Harryson, det er sørgeligt nok, men der er ikke nogen Tvivl."

Den unge Fabrikant var sunket helt sammen, han havde skjult Ansigtet i Hænderne, og en vild Hulken rystede ham.

"Tror De da ogsaa," lød det svagt fra hans Læber, "at han har - slagtet Mabel - gjort Studier paa hende, medens hun endnu levede?"

Detektiven svarede ikke straks, men saa sagde han:

"Hvor ondt det end gør mig at maatte sige det, tror jeg, Slynglen har gjort det!"

"Aa, gid jeg saa kunde kvæle denne Skurk med mine egne Hænder!" udbrød den unge Mand vildt.

"Vær blot taalmodig, Mr. Harryson, hans Time slaar ogsaa. Kom lad os gaa lidt ud i Luften, her er for indelukket herinde, jeg maa tænke mig om, hvorledes jeg bedst skal fange den Skurk. Det er let nok at fange en ikke intelligent Forbryder, men De vil knap tro, hvor svært det er at have at gøre med et Menneske, der er saa begavet som denne Dr. Webster. Kom med, lade Dem ikke slaa ned af Fortvivlelsen, nu gælder det for os blot om at overlevere denne Slyngel, der myrdede Deres Forlovede, til Retfærdigheden."

Ganske nedbrudt gik William Harryson med Detektiven.

Denne havde taget den unge Fabrikant under Armen, og nu gik de ned ad Broadway sammen, og her herskede det sædvanlige Liv og Tummel.

Pludselig blev Detektiven staaende foran en stor Boghandels Udstilling. Han fo'r umærkeligt sammen, og hans Øjne var stift rettede mod en Bog. William Harryson lagde Mærke til Detektivens Bevægelse.

"Hvad er der, Mr. Pinkerton?"

"Se blot den Bog dér med det sorte Omslag og den hvide Titel."

Harryson læste:

Hjertets og Lungernes Virksomhed. En videnskabelig Studie af Dr. John Webster.

Den unge Mand greb fat om Detektivens Arm.

"Jeg haabede stadig, at det ikke kunde være sandt, hvad De sagde, men nu føler jeg mig overbevist om, at De har Ret."

"Jeg gaar ind og køber den Bog," sagde Detektiven, og i næste Øjeblik stod han i Butikken.

Han forlangte Dr. Websters Bog.

"Bliver den Bog meget solgt?" spurgte Mr. Pinkerton.

"Ja, den er meget søgt af Læger, og vi har, trods den høje Pris, allerede solgt tre Hundrede Eksemplarer i Løbet af en Uge. Det skal være et fremragende Værk!"

"Tak skal De have," sagde Nat Pinkerton, puttede Bogen i Lommen og gik ud af Forretningen.

Saa gik han videre med William Harryson. De drak et Glas sammen paa en Café.

"Hvad skal vi nu gøre?" spurgte William Harryson.

"Jeg tror ikke, vi skal gøre mere i Dag, i Morgen vil vi saa forsøge at fange Slynglen. Men jeg vil først sætte mig lidt ind i hans Bog. Jeg har ogsaa enkelte Forberedelser at træffe. I Morgen Middag vil vi saa køre til Dr. Webster, og saa kan De stole paa, at vi er paa rette Vej. Ja, jeg haaber allerede i Morgen at faa lagt Jernarmbaandene paa denne Skurk, saa han ikke kan lave flere Ulykker."


4. Kapitel.
De to Forlæggere

Næste Formiddag Klokken tolv holdt der en Vogn udenfor det Hus, hvor Mr. Pinkerton boede.

En ung, bleg Herre, i hvem vi genkender William Harryson, sprang ud af Køretøjet og betalte Kusken.

Saa skyndte han sig hen til Gadedøren, hvor en ældre Herre netop kom ud og blev staaende i Døraabningen.

"Undskyld, Sir," sagde William Harryson, "vil De ikke gøre lidt Plads?"

"Nej, det falder mig ikke ind!" svarede den anden gnavent.

"Men De kan vel se, at jeg skal ind i Huset!" sagde den unge Mand i en forbavset Tone.

"Jeg har ikke Lyst til at lade Dem komme forbi."

"Nu skal jeg sige Dem en Ting," sagde Mr. Harryson nu i en opbragt Tone, "hvis De ikke lader mig komme ind, skal jeg nok faa Dem flyttet."

Saa lo den gamle Herre og gik ind i Gangen.

Og med en helt forandret Stemme, der straks forekom Mr. Harryson bekendt, hviskede han:

"Men kære Ven, kan De ikke kende mig, jeg er jo -"

"Er det virkelig Dem, Mr. Pinkerton?"

"Hvem ellers?"

"Det var da en udmærket Forklædning, der er ikke et Menneske, der vil kunde genkende Dem."

"De maa ogsaa forklæde Dem, for man véd aldrig, om Dr. Webster skulde huske Dem. Vi maa være yderst forsigtige, for, som jeg sagde Dem, en intelligent Forbryder er dobbelt farlig."

De gik nu op ad Trappen. Næppe var de kommet op i Detektivens Arbejdsværelse, før denne gav William Harryson en sort Paryk paa og et sort Hageskæg, farvede hans lyse Overskæg mørkere og gav hans Ansigt en mørkere Farve.

Saa gav han ham en lysegul Støvfrakke paa og en lille Rejsetaske i Haanden.

"Tag nu disse mørke Briller paa, saa er De færdig. Se Dem blot i Spejlet, Deres nærmeste Familie vilde saamænd ikke kunde kende Dem."

William Harryson gik hen til Spejlet.

"Nej, jeg er i Sandhed blevet ganske ukendelig."

"Kom saa, jeg har bestilt Vognen til halvet, og det er vist den, der kom nu.

Et Øjeblik efter sad de i Vognen og kørte til Chermont Avenue 275.

Turen varede over en Time. Endelig standsede Vognen foran et Hus, der laa noget fra de nærmeste, midt i en stor, ret tilgroet Have.

Huset lod kun til at være beboet i de to nederste Etager. I øverste Etage var der ingen Gardiner for Vinduerne.

Nat Pinkerton og William Harryson sprang. Detektiven betalte Kusken og ringede saa paa. Han maatte ringe tre Gange paa, før der viste sig noget Menneske. Endelig viste der sig en Garderhøj, livréklædt Mand i Husets Dør. Han kom ned til Havelaagen.

"Vi vilde gerne tale med Dr. John Webster," sagde Nat Pinkerton meget energisk. "Det er i et Forretningsanliggende."

Tjeneren nikkede og gik ind i Huset igen. Omtrent ti Minutter efter kom han igen og lukkede Havelaagen op.

"Værs'go, Doktoren beder d'Herrer komme ind!" sagde han.

De to Herrer gik op mod Huset og stod lidt efter i et Modtagelsesværelse.

Detektiven saa sig om. I Stuen stod der nogle Bogreoler, et gammeldags Bord, en slidt Sofa og nogle Stole.

Der var ikke almindelige Vinduer i Stuen, men Lyset kom gennem et Vindue i Loftet.

Saa snart de var kommet ind, blev en anden Dør lukket op.

Dr. Webster kom ind.

Han var en herkulisk bygget Mand med Tyrenakke og et groft, brutalt Ansigt. Et Par stærke Brilleglas skjulte Doktorens Blik, og han var iført en lang, sort Frakke, der var knappet helt op i Halsen.

"Jeg er Dr. Webster," sagde han. "Hvad skylder jeg Æren af Herrernes Besøg?"

Nat Pinkerton bukkede.

"Tillader De, at jeg præsenterer os: Mit Navn er John Cook, og det er min Kompagnon, Mr. Ravenswood. Vi har et Forlag i Chicago og udgiver især videnskabelige Bøger. Under vort Ophold i New York har vi set den Opsigt, Deres sidste Bog har vakt, og derfor vilde vi nu spørge Dem, om De vilde være tilbøjelig til at lade os udgive en af Deres Bøger mod et smukt Honorar?"

Dr. Webster havde set skarpt paa dem begge to, og navnlig lod hans Blik ligefrem til at ville gennembore Detektiven.

Der blev en lille Pause. Den Lærde havde endnu ikke svaret noget. Han støttede Hagen i Haanden, og sagde saa langsomt:

"Ja, maaske kunde vi nok blive enige." Medens Dr. Webster talte med Detektiven, havde hans Blik af og til strejfet William Harryson. Pludselig rejste han sig op.

"Jeg har netop noget, der maaske vil passe for Dem," sagde Lægen. "Undskyld mig et Øjeblik, saa skal jeg hente Manuskriptet."

Nat Pinkerton havde sat sig ned i Sofaen og strakte Benene fra sig. Men pludselig udbrød han:

"For Fanden, her begynder pludselig at lugte stærkt af Gas!"

I et Nu sprang Detektiven op paa en Stol for at lugte, om Gassen kom fra Lysekronen, men dér kunde man ikke mærke den mindste Lugt. Den lod snarere til at komme nede fra.

Detektiven søgte ivrigt, men Gaslugten blev stærkere og stærkere.

Pludselig greb Nat Pinkerton William Harryson i Armen.

"For Pokker ogsaa," sagde han med rystende Stemme, "jeg tror, denne Skurk har genkendt os og nu vil kvæle os her!"

Gaslugten blev stærkere og stærkere.

William Harryson begyndte at blive bleg, og lidt efter blev han grøn i Ansigtet og sank om paa Gulvet. Det falske Skæg faldt af ham, og Parykken gled ned paa den ene Side. Stønnende laa han paa Gulvet og snappede efter Luft.

Nat Pinkerton mærkede, at der ikke vilde gaa mange Minutter, før han ogsaa vilde besvime.

Saa opdagede han pludselig, at en Plade gled tilside i Døren, og bag en stærk Rude, der var sat ind, viste Dr. Websters Ansigt sig.

Med et rasende Brøl styrtede Detektiven sig mod Døren. En modbydelig og satanisk Latter naaede hans Øre.

Alt dansede for hans Øjne, og med et Skrig sank han halvt besvimet om.

"Din Slyngel!" udbrød Detektiven stønnende, saa brusede og susede det for hans Øren, men pludselig blev det stille, og den stærke Mand mistede fuldstændig Bevidstheden

- - -

Nat Pinkerton vidste ikke, hvor længe havde havde ligget saadan.

Pludselig vaagnede han med forfærdelig Hovedpine og en stærk Kvalme. Det var mørkt om ham, og der faldt kun et svagt Lys ind gennem Vinduet i Loftet.

Da Detektiven vilde bevæge Armene mærkede han pludseligt, at han var bundet. Hans Ben var ogsaa bundet sammen med en Snor.

"Goddam," bandede han, "jeg har begaaet en Fejl, jeg skulde have grebet Sagen anderledes an, nu ender det maaske med, at jeg selv bliver slaaet ihjel. Nej, Pinkerton lever dog endnu og vil længe endnu blive ved at være en Rædsel for dem, der krænker Lovene."

Nat Pinkerton var en Mester i alle de Kunstgreb, som enhver øvet Detektiv maa kende tilbunds. Han forstod tilfulde at klemme sine Hænder saa meget sammen, at han kunde trække dem ud af Baandene.

Det lykkedes ham ogsaa ret hurtigt nu. Da han havde faaet sine Hænder fri, var det en let Sag for ham ogsaa at befri sine Ben.

Og saa sprang han op og tog til sin Lomme.

Browningpistolerne sad endnu paa deres gamle Plads, de var ikke taget fra ham, og han havde ogsaa sin elektriske Lommelygte endnu.

Nat Pinkerton tændte den hurtigt og lyste op rundt i Stuen.

Han tumlede tilbage - William Harryson var her ikke mere.

"Dr. Webster har fundet et nyt Offer i ham, og den næste skulde jeg sikker være!" udbrød han.

Detektiven saa sig skyndsomst om, og pludselig lød der et triumferende Udbrud fra hans Læber. Derhenne ved den gamle Sofa og næsten skjult af Fryndserne, der hang ned fra den, stod den lille Taske, som han havde ladet William Harryson tage med. I et Nu var Detektiven derhenne og lukkede den op.

Alt Værktøjet laa i den endnu. Med et hurtigt Greb tog Detektiven et Bundt Dirke og sprang saa hen til Døren, hvor han før var sunket om. Med rystende Hænder prøvede han den ene Dirk efter den anden. Saa lød der et Smæld, og Døren var aaben.

Nat Pinkerton gik forsigtigt over Tærskelen og saa sig om. Han stod i en Gang. Sagte listede han sig frem til en Trappe, der førte nedad. Uden mindste Støj gik Nat Pinkerton ned, da en Dør pludselig spærrede ham Vejen.

Det var forholdsvis let for ham ogsaa at lukke denne Dør op, men da han aabnede den, skreg den til Detektivens Ærgelse lidt. Han gik hurtigt fremad, men i næste Øjeblik tumlede han tilbage.


5. Kapitel.
Vivisektoren

Mesteren var lige ved at tabe Lommelygten. Nat Pinkertons Ansigts- muskler strammedes, og han blev endnu en Kende blegere. Hans Øjne kneb sig sammen for at trænge gennem Halvmørket.

Han havde en Evne til at se tydeligere i Mørke end andre dødelige.

I et Hjørne af Stuen opdagede han en Skikkelse.

Den saa saa mærkelig ud, at han blev meget overrasket. Var det et Menneske eller et Dyr, der krøb sammen dér?

Et Par glødende Øjne stirrede paa ham fra Mørket.

Detektiven saa utydeligt en lille Jerndør, foran hvilken dette vanskabte Væsen lod til at holde Vagt.

Ved Siden af ham stod der en mægtig, jernbeslaaet Stok lænet op til Væggen. Der lød en hæs Grynten fra Uhyret, der nu rørte paa sig.

Detektiven greb fastere om sin Browning for at sikre sig mod et Overfald.

Men pludselig puttede han Revolveren i Lommen igen, og et Smil spillede om hans smalle Læber.

Han havde bestaaet saa mange Kampe mod overlegne Modstandere, uden at han havde gjort Brug af sit Skydevaaben. Uden Frygt gik han et Skridt nærmere.

Saa rejste den gaadefulde Skikkelse sig. - Det var et Menneske!

Det var en kæmpemæssig Skikkelse med brede Skuldre og et stort Hoved med strittende, rødt Haar.

Panden var lav som hos en Abe, Næsen bred og flad, og lange Rovdyr- tænder ragede ud af den aabne Mund.

Pinkertons første Tanke var, at han stod lige overfor en mægtig Gorillaabe.

"Hvad vil De her?" lød det nu hæst, og den menneskelige Stemme viste ham, at det alligevel var et hæsligt og vanskabt Menneske, han havde at gøre med.

"Det skal jeg straks sige Dig," sagde Detektiven roligt, for denne kæmpestore Fyr gjorde absolut intet Indtryk paa ham eller indjagede ham Skræk.

"Jeg søger Doktor Webster, hvor er han?"

"De kunde finde ham bag denne Dør, hvis jeg lod Dem komme ind. Men her kommer ingen forbi, et Skridt endnu, og jeg slaar Dem ned!"

Nu vidste Detektiven tilstrækkeligt. Bag denne Dør var altsaa Doktoren, og dér drev han sine afskyelige Undersøgelser. Gennem den Dør maatte han, koste hvad det vilde. Men hvorledes skulde han bære sig ad? Dørvogteren var ham langt overlegen i Kræfter, det saa han hurtigt.

Et eneste Slag af disse vældige Næver var nok til at knuse hans Hjerneskal.

Og alligevel maatte han fremad, nu gjaldt det altsaa om at overvinde Dørvogteren. Han kunde jo ganske vist skyde ham ned, men det turde han ikke, for Skuddet vilde saa advare Doktoren, og han vilde jo netop overraske ham ved hans hemmelighedsfulde Arbejde.

Det gled et haanligt Smil over Detektivens Læber, saa strammedes hans Træk.

Med rullende Øjne og fraadende Mund stod denne kæmpestore Fyr truende foran ham.

Saa knyttede Detektiven sin højre Haand, medens han med den anden tog en Silkesbor op af Lommen.

Med et vældigt Sæt sprang Detektiven frem.

Hans jernhaarde Haand fløj med frygtelig Kraft ind i den kæmpestore Karls Bryst.

Denne knækkede sammen som en Lommekniv, og hans store Mund snappede efter Luft.

I næste Øjeblik var Detektiven over ham, stak ham en Knebel i Munden og snærede hans Hænder sammen paa Ryggen.

Detektiven saa triumferende paa sit Værk, men han tøvede dog kun et Sekund, saa gav han sig hurtigt til at aabne den hemmelighedsfulde Dør.

Ingen Laas kunde staa sig for ham. Vejen laa ham aaben. Han kom ind i en lang Gang, hvis Vægge var fyldt med videnskabelige Bøger og Dokumenter.

Gangen endte i et rundt Værelse, som der stod et stort Bord midt i. Detektiven saa sig hurtigt om. Saa opdagede han et Gitter nede ved Gulvet omtrent henne ved Væggen, og bag det var der et mørkt Hul.

I et Spring stod han derhenne.

Han havde ikke taget Fejl i sin Formodning, han havde virkelig fundet sin Ledsager. Ved Hjælp af sine Dirke lukkede Detektiven hurtigt Laasen op og trak den halvt besvimede Fabrikant ud af det mørke Fængsel. Saa hørte han en Lyd.

Detektiven saa over mod Væggen, der var dækket med anatomiske Billeder og Fotografier.

Han fo'r sammen, for paa et af disse Billeder genkendte han Fabrikantens Forlovede.

Doktoren havde aabenbart først fotograferet de Ofre, som han vilde bruge ved sine Studier.

Der lød en svag Knirken. Detektiven sprang tilbage for at skjule sig. Det var for sent - en hemmelig Dør gik op, og paa Tærskelen stod Dr. Webster.

"De er opdaget, Doktor Webster," raabte Mesterdetektiven med høj Røst, "hvis De rører Dem, er De dødsens!"

Dr. Webster fo'r til Side, og i et mægtigt Spring var han forsvundet gennem den aabne Dør.

Nat Pinkerton sprang efter ham.

"Staa din Skurk! Eller det gælder dit Liv!"

I rasende Fart styrtede Dr. Webster afsted gennem en mørk Gang.

I et Nu havde detektiven faaet sin Lommelygte frem, og dens skarpe Lys skød frem gennem Mørket. Som en Skygge saa detektiven Dr. Webster flygte foran sig.

Nu gik det i vild Fart opad Trappen. Opad og opad fløj de. Nat Pinkerton var lige i Hælene paa Dr. Webster. Denne knaldede pludselig en Dør i efter sig og lukkede den af indvendig.

Men det var ikke nok til at stoppe Detektiven, han kastede sig med al sin Kraft mod Træet og i samme Nu fløj Døren i Stumper og Stykker. Nat Pinkerton sprang ind gennem Aabningen.

I samme Øjeblik saa han Vivisektoren forsvinde gennem en Dør til højre.

De fo'r igennem nogle Værelser, og saa sprang Doktoren igen ud paa Gangen, og i vældige Spring fløj han op ad Trappen, der førte op til Loftet.

Detektiven snublede pludselig, og derved fik Dr. Webster et Forspring. Trods sin Størrelse var han smidig som en Kat og smuttede nu ud paa Taget.

Faa Sekunder efter var Detektiven efter ham igen. I lange Spring fløj Doktoren hen ad Taget og trampede Skifferet itu med sine tunge Trin.

"Holdt! Staa stille!" brølede Nat Pinkerton og rettede sit blinkende Pistolløb mod Lægen, "stands, eller jeg skyder, Nat Pinkerton gør ikke mange Omstændigheder med saadan en Slyngel!"

Lægen standsede et Sekund. Rædslen lod til at have lammet ham.

"Jeg er fortabt!" stønnede han. "Nu har jeg kun én Udvej!"

Han løftede sin højre Haand, hvori der blinkede en skarp Operationskniv. Et kraftigt Stød, og den blanke Klinge sad i hans Hals. Et Øjeblik efter styrtede Selvmorderen over Tagets Kant ned i Dybet.

Nat Pinkerton hørte hans Legeme slaa imod Jorden, og saa fløjtede han tre korte Stød efter hverandre.

Der blev straks levende ude paa Gaden, og man saa mørke Skikkelser bevæge sig gennem Haven op mod Huset.

"Og nu maa jeg ned og befri hans ulykkelige Offer!" udbrød Detektiven og fløj ned i Kælderen.

Med en Kniv, der laa paa Bordet, havde han hurtigt faaet den unge Fabrikants Baand skaaret over og revet det Læder, Doktoren havde bundet over hans Mund for at forhindre ham i at Skrige, bort.

William Harryson var mere død end levende. Nat Pinkerton fik ham ovenpaa, lukkede op til det første det bedste Værelse, lagde ham ned paa en Divan og skyndte sig saa med at lukke Gadedøren op.

Politibetjentene trængte nu ind og overmandede efter en kort Kamp Lægens Tjener.

- - -

Endnu samme Nat kørte Nat Pinkerton og William Harryson hjem til Detektiven.

De var knap kommet hjem, før Politiinspektør Smidt kom derhen. Han ilede glad bevæget hen til Nat Pinkerton og trykkede hans Hænder.

"Aa, Mr. Pinkerton," sagde han. "De er Verdens største Geni. De har opdaget den Skurk, der har begaaet saa mange forfærdelige Mord, og jeg takker Dem i Menneskehedens Navn!"

"Jeg kom blot vel sent," sagde Nat Pinkerton, "hvis jeg blot lidt før havde kigget den Fyr paa Fingrene, var vi blevet sparet for mange Rædsler, og vor stakkels Ven William Harryson kunde have levet lykkelig med sin Mabel."

"Min Sorg er i Sandhed stor," sagde William Harryson, "men De har skaffet mig Hævn, og det har dog i nogen Grad mildnet min Smerte at vide, at den Skurk, der myrdede min Mabel, ikke mere er i Live, og det skylder jeg Dem i Sandhed Tak for, Mr. Pinkerton."