Novellen er optrykt efter "Detektiv-Serien K-13" Nr. 1-3, 1943 hvor den løb som mini-føljeton. "Bent Billingham" er helt sikkert et pseudonym for en af de forfattere, der i øvrigt var tilknyttet serien (men hvilken vides ikke), og dermed et af de allertidligste eksempler på en dansk-skrevet "robot"-historie. I datidens danske "pulp" litteratur var "Maskin-Mennesker" og "Dødsstraaler" bestemt ikke ukendte, men som regel skyldtes teksterne oversatte engelske eller amerikanske forfattere, og der kan da heller ikke være tvivl om, at forfatteren til denne novelle har hentet sin inspiration der.

1.
Hos Pyramos og Thisbe var det Naboskabet, der gjorde Bekendtskabet og de første Trin paa Kærlighedens Vej. Mens de to unge Elskende i Babylon - efter hvad Ovid fortæller - kun var skilt af en tynd Væg, gennem hvilken de oven i Købet havde boret et Hul for at være hinanden saa nær som muligt, var Journalist Tom Weston, free lancing, skilt fra sine Drømmes Maal af mere end 20 Meter tom Luft, der i Sommervarmen syntes at staa stille i en Londoner-Sidegade og danne et uoverstigeligt Svælg mellem hans og hendes Hus.

Tom sad og prøvede paa at aflokke sin Maskine en Artikel, som han var optimistisk nok til at tro, at hele Fleet-Street vilde slaas om, og mens han arbejdede, kastede han lange Blikke over Aladdins-sværdet imellem dem mod Bygningen paa den anden Side af Gaden.

Det var en monumental Bygning, der engang havde været et fornemt Patricierhus. Den saa meget gammel og meget fornem ud. I flere aar rummede den en række Kontorer. Men for nogle Maaneder siden var den blevet købt af en rig Udlænding. Tom havde hørt, at han var Spanier! Skønt den gamle Bygnings Hovedindgang vendte mod hans Vinduer, havde han dog aldrig set den nye Ejer.

Men i et bestemt Vindue paa anden Sal overfor havde en ung Pige aabenbaret sig for ham, og denne Aabenbaring rammede en Milepæl ned i Toms Tilværelse. Hvad der laa bag ved Milepælen, var glemt, og foran den laa Fremtiden som en romantisk, rosenrød Cocktail, mixed op af Tom selv og den unge Pige.

Hendes Ansigt var blegt og fint, indrammet af et sort, glat Haar. Og hun havde set paa Tom med et par mørke Øjne. Det var mest Øjnene, Tom huskede, og han sammenlignede hende med en sart Stueplante, der var flytte fra Spaniens Sol til hans taageomvundne Ø. Hun havde set saa ene og saa bedrøvet ud, at han hidsede sig op til at tænke paa Inkvisitionen i Spanien, og derfra tog hans Tanker Springet til Venezias Blykamre.

Tom rejste sig og gik hen til Vinduet, hvor han stod og betragtede Bygningen. Den laa paa et Hjørne. Foruden Facaden, der vendte imod ham, havde den Facade mod et lille Torv, som han ogsaa kunde se fra sine Vinduer. Bag den maatte der ligge nogle smaa Gaarde. Det vidste Tom fra den Tid, da der var Kontorer i den. Naar Solen skinnede og Dørene stod Aabne, kunde han se lige igennem Bygningen ud paa en række røde Tage.

Paa Torvet nedenfor stod en Politibetjent. Der var ved at blive foretaget noget Gadearbejde. Han regulerede den ret sparsomme Færdsel og hindrede Folk i at falde i de Skyttegrave, som Arbejderne lavede.

Tom stod og tænkte paa, hvorfor der mon altid var rullet ned paa første og anden Sal. Paa tredie Sal fandtes ingen Rullegardiner, men her var Skodder for Vinduerne, og de var altid tæt tillukkede. Saa kom han til at se op paa Taget!

Det bestod af glaserede Tagsten, der funklede blaasort i det skarpe Sollys. Først fortsatte det Ydermurens Retning opad og noget indefter. Men halvvejs oppe mod Møn-ningen bøjede Taget af under en stump Vinkel, saa dets øverste Halvdel fik omtrent den Hældning, som et almindeligt Tag har.

Her var en Lem, og ud for den sad en Flagstang paa et Fundament, der hvilede paa en trekantet Udbygning.

Mens Tom havde sin Opmærksomhed henvendt paa Lemmen, begyndte den ganske langsomt at bevæge sig!

"Flaget skal hejses," tænkte han. For tidligere hændte det ikke saa sjældent, at der kom en Mand frem og hejste det. Men der skete ikke noget! Der var kun det mørke, firkantede Hul, hvor Lemmen var gledet til Side.

Paa Knoppen af Flagstangen sad en Due. Den bevægede dovent Hovedet og anbragte det under Vingen, og mens Tom betragtede den, skete der noget mærkeligt. Duen faldt ned!

Han saa den ramme Kanten af den trekantede Udbygnin, forandre Retning og naa Jorden foran Fødderne af Betjenten, der havde begivet sig ind paa Fortovet.

Betjenten saa i Vejret, og da han intet opdagede, der kunde tilfredsstille hans Nysgerrighed, rettede han sin Opmærksomhed mod Duen. Inden Duen naaede Jorden, sagde Tom til sig selv, at den var blevet skudt gennem Hullet i Taget. Han kom dog snart til at tvivle om denne Teori.

Den store, kraftige Betjent havde samlet Duen op. Han lignede en Kæmpe, der ved en Fejltagelse har faaet fat i et Stykke skørt, sachsisk Porcelæn. Tom saa ham vende og dreje den og berøre den forskellige Steder. Da han havde gjort det, betragtede han interesseret sine Fingre og rystede paa Hovedet.

Lidt efter bøjede Betjenten sig og lagde forsigtigt Duen fra sig i Rendestenen. Han saa helt hjælpeløs ud, idet han trak paa Skuldrene og gik tilbage til sin Post. Han havde staaet over for et Problem, han ikke kunde klare, og med sit Skuldertræk satte han Punktum for en Tankerække. Det lod til, at han slog sig til Ro med, at der ingen Paragraf fandtes inden for hans Reglement, der bød ham at udforske, hvorfor en Fugl faldt til Jorden og havde lagt sig til at dø for Fødderne af ham. Saa ringede Telefonen.

Den skarpe Klang kaldte Tom tilbage til Virkeligheden. Det blev en lang Samtale, og da han atter kiggede ned paa Gaden, var Duen borte.

Bygningen overfor sov stadig sin Tornerosesøvn. Lugen paa Taget stod aaben, og en ny Due havde sat sig til at hvile paa Flagknappen. Tom vilde næppe tro sine egne Øjne, for mens han saa derover, faldt ogsaa denne Due ned! Den ramte Kanten af Udbygningen, forandrede Retning og naaede Jorden paa samme Sted som sidst.

2.
Samme Aften gik Tom en Tur! Da han paa Tilbagevejen stod ved sin Gadedør og kiggede over paa Bygningen, gav det et Sæt i ham.

Et af Rullegardinerne paa anden Sal gled forsigtigt til Side, og ved Buelampens dagklare Skær saa han den unge Pige. Hendes Ansigt var endnu mere blegt i det hvide Lys, og de mørke Øjne mødte et Sekund hans som i en stum Bøn, der lokkede og kaldte. Det gjorde udslaget!

Et Øjeblik efter stod Tom i en smal Gade bag Bygningen, hvor en Port førte ind i en af de smaa Gaarde. Han maatte klatre over et Plankeværk for at naa Husets Bagside.

Han standsede ved en Dør. Mens han stod der, løb en Rotte hen over hans Fødder, og af en eller anden Grund tog han det for et daarligt Varsel, der burde faa ham til at opgive sit Forehavende.

Men det var for sent. Han havde taget sin Beslutning, greb hastigt om Klinken og trykkede til. Døren sprang op, og et Øjeblik efter stod han ved Foden af Husets mørke Bagtrappe.

Først nu spurgte han sig selv, hvad han vilde foretage sig. Men han ønskede ikke at lægge nogen Plan. Med en Kraftanstrengelse drejede han af for sine Tanker og trængte stædigt opad i Huset Trin for Trin.

Selv om nogen nu var kommet til ham og sagt, at han gik sin egen aabne Grav i Møde med tilbundne Øjne, havde han ikke ønsket at vende om. Han tvang sig til at tænke paa den unge Pige og kastede sig blindt ud i Tilfældighedernes Strømhvirvel.

Det kan være svært at orientere sig med Hensyn til Højden paa en høj Trappe i et Hus, hvor man er kendt. Tom opdagede, at det næsten er umuligt i et fremmed Hus. Han følte sig frem med Hænder og Fødder, til han endelig stødte paa en Dør, hvor Trappen syntes at ende. Den var laaset, og han regnede ud, at den førte op til Tagetagen. Det vilde sige, at han befandt sig ud for tredie Sal, hvor Vinduet var forsynet med Skodder.

Ham famlede sig frem, til han fandt Døren ind til Etagen. Den viste sig at være uaflaaset, og han aabnede den ganske langsomt.

Tom lukkede imidlertid Døren igen betydeligt hurtigere, end han havde aabnet den. For i det samme begyndte det mest infernalske Spektakel, han nogen Sinde havde hørt. Det lød, som en eller anden løb hastigt frem og tilbage med jernbeslaaede Træsko i den lange Gang, han havde naaet at se et Glimt af.

I Mørket trykkede han sig helt ind til Væggen. Han ventede hvert Øjeblik, at Døren vilde blive rykket op. Man maatte have bemærket hans Tilstedeværelse. Larmen var begyndt, da han aabnede Døren. Men den forblev stadig lukket, og indenfor tog Larmen til. Snart nærmede den sig Døren, hvor han stod, og snart fjernede den sig derfra. Det kunde ikke have været værre, om et helt Helvede af onde Aander var sluppet løs!

Saa lød der et Skrig fra et Menneske i den yderste Dødsangst! Det blev efterfulgt af et dumpt Fald. Og endnu inden det rigtig havde naaet at trænge ind i Toms Bevidsthed, flængedes Luften af et nyt Skrig, dyrisk i sin Vildskab. Han hørte tydeligt Faldet, der afløste det.

Og saa var det hele forbi, lige sa pludseligt, som det var begyndt. Der lød en Række tunge Trin ned gennem Gangen, og alt blev stille.

Men det var en uhyggelig Stilhed som den, der følger efter et Tordenbrag, naar man er sikker paa, at Lynet er slaaet ned. Tom stod længe og krøb sammen i Mørket og Stilheden, der paa en Gang var blevet saa talende, at han næsten kunde høre den.

Endelig tog han Mod til sig og aabnede Døren!

Indenfor laa en lang Gang, belyst af en mat Pære i Loftet. Der var Døre til begge Sider, som i et Hotel. Dørene paa højre Haand var ganske almindelige, mens der var Skydedøre til venstre. De almindelige Døre var lukkede, alle Skydedørene stod paa vid Gab.

Han gik forsigtigt hen til den nærmeste. Da han intet kunde se i den svage Belysning, der næppe formaaede at trænge over Tærskelen, tog han et Skridt ind i Værelset.

Det skulde han ikke have gjort! I samme Øjeblik, han stod derinde, faldt Skydedøren bag ham i med et Brag. Det lød, som alle Skydedørene blev lukket paa een Gang.

Mærkeligt nok var det første, han kom til at tænke paa, at han maatte befinde sig lige over for sine egne Vinduer. Han saa sit hyggelige Arbejdsværelse for sig. Tingene paa Arbejdsbordet, ja selv en lille Fugl, han en Dag havde siddet og set paa, mens den spiste nogle Krummer, der var lagt ud paa Gesimsen, passerede Revy. Ved at famle sig frem langs Væggen forstod Tom, at han havde Ret. Han var i Hjørneværelset. To Skodder vendte mod Torvet, to over mod hans Vinduer. De var lukket fast til, og ikke den mindste Lysstraale trængte ind gennem dem. Værelset var mørkt som en Grav. Lidt efter gjorde han en frygtelig Opdagelse. Værelset var en Grav! Midt paa Gulvet laa et Menneskeligt Legeme, der endnu var varmt. Tom turde ikke tænde Lyset i Værelset. Han maatte føle sig frem, til han blev klar over, at Manden, der laa udstrakt paa Gulvet, var død.

Syg paa Sjælen fandt Tom hen til en Stol, som han for lidt siden var stødt paa i en Krog. Her sad han Time efter Time alene med Liget, som han næsten kunde se for sig i Værelsets dybe Mørke, mens Aftenen udenfor blev til Nat og Natten til Morgen.

Han hørte Dagens sidste Lyde forstumme!

Af og til jog en Bil tudende forbi, og saa blev ogsaa den kendte Lyd, som han pludselig klamrede sig til som sit eneste faste Holdepunkt i Tilværelsen, sjældnere og sjældnere.

3.
Lydene udefra holdt Tom nogenlunde à jour med Tiden. Endelig peb en Fabriksfløjte i Nærheden. Klokken var syv! I samme Øjeblik gik Skydedøren op lige saa pludseligt, som den var bleven lukket om Aftenen. Tom stirrede undrende mod Døren, og saa fik han med et andet at tænke paa.

Ude paa Gangen begyndte det forfærdelige Spektakel igen. Det lød som en Ridder i Panser og Plade kom styrtende ned ad Gangen mod Døren til hans Værelse. I en Fart sprang Tom over og stillede sig med Ryggen mod Væggen ved siden af Døren. Mens han løb, flaaede han sin Jakke af og snoede den om venstre Arm i et instinktivt og barnligt Forsøg paa at danne et Skjold mod en frygtelig og ukendt Fjende.

Det var ikke meget, Tom saa af ham.

Han modtog Indtrykket af en Gigant, der stormede ind i Værelset. Ved Lysskæret fra Gangen opfattede han en kæmpemæssig, blaa-sort Ryg, der saa ud, som den var støbt i Staal.

Og saa var Tom ikke klar over, hvad der yderligere skete! Kæmpen gjorde omkring midt i Værelset, hvor Liget laa. Det foregik saa brat, som han aldrig havde set det hos noget menneskeligt Væsen. I en Brøkdel af et Sekund glimtede hans Øjne rødligt som Rovdyrøjne. Det var det sidste, Tom Saa, før han løb ud ad Døren i vild, sanseløs Flugt. Han fo'r ind i et Værelse, hvor han faldt over et eller andet, der laa paa Gulvet. Mens han faldt, hørte han stormende Trin, og saa besvimede han for første Gang i sit Liv.

Da Tom kom til sig selv, var der helt stille i Huset. Han følte sig sløv over for alt. De mange Timers Nerveanspændelse og den søvnløse Nat havde i den Grad udmattet ham, at han kun ønskede at sove. Naar han lukkede Øjnene, og det et Øjeblik lykkedes ham at falde lidt hen, forsøgte han at forestille sig, at alt det, han havde oplevet, ikke eksisterede. Det blev til noget upersonligt, han kun havde hørt om og ikke den frygtelige Virkelighed, som han stod midt i. Det var imidlertid kun en daarlig Hvile, han fik. Hvert Øjeblik fo'r han op i Halvsøvne, og saa var Begivenhederne atter over ham. Hans overtrætte Hjerne tumlede med Duerne og de vilde Skrig. Han saa Giganten for sig! I hans ophidsede Fantasi antog han overmenneskelige Dimensioner, og Tom satte ham i Forbindelse med alle de uhyggelige Begivenheder.

Pludselig kom han til at tænke paa den døde Mand, og paa en Gang var han lysvaagen. Hans ene Ben laa hen over det, han var faldet over, da han løb ind i Værelset. Gennem sine tynde Sokker kunne han føle den Kulde, det udstraalede. Den løb ham op langs Rygradden og gennemisnede ham. Tom turde næsten ikke tænke den Tanke til Ende, at det var et nyt Lig! Og dog var han sikker paa, at det forholdt sig saaledes.

Udmattelsen maatte have overmandet Tom i den Krog af Værelset, hvortil han trak sig tilbage efter sin sidste uhyggelige Opdagelse. Han vaagnede med en stærk Følelse af Sult, der mindede ham om, at han intet havde faaet at spise, siden han spiste til Middag den foregaaende Dags Aften Klokken seks.

Han rejste sig op og listede hen til Døren. Den var ikke helt lukket til, og ved at bøje sig ned forstod han Grunden. Her laa hans Jakke som en lille Bylt og hindrede Skydedøren i at lukke. Han havde tabt den, da han løb ind i Værelset.

Der var mørkt ude paa Gangen, saa han gennem Sprækken, da han greb om Kanten paa Døren for at skyde den til Side. Det var ikke saa let! Døren bandt. Han maatte sætte Ryggen mod Karmen og presse til af al Magt. Det var, som om der stod nogen paa den anden Side, der vilde hindre ham i at lukke op. Og da han havde presset sig gennem den snævre Aabning, der ligesom modstræbende levnedes ham, og gav slip paa Døren, slog den i me det Smeld, saa han frygtede at have alarmeret hele Huset. Mens han fandt sin Jakke, som han havde skubbet i Forvejen med Foden, lyttede han meget anspændt. Men alt var stille!

4.
Tom listede ned gennem Gangen, til han naaede det Sted, hvor Bagdøren var. Han tog i den. Den var uaflaaset som før, og Vejen ud til Livet og Friheden stod ham aaben. Et Øjeblik var han ved at falde for Fristelsen, men Tanken om den unge Pige holdt ham tilbage, og fik ham til at skamme sig over sin Svaghed.

Til venstre for Døren drejede Gangen og fortsatte hen til en Væg, hvor den endte blindt. Han fulgte Væggen, der begrænsede det lille Stykke Blindgade, og fandt en Dør, som han aabnede.

Værelset indenfor henlaa i Mørke, men Sulten havde skærpet hans Lugtesans, og han var sikker paa, at der fandtes noget spiseligt i Nærheden. Han famlede sig frem og stødte ganske rigtigt paa et Bord, hvorpaa der stod noget Brød og et Fad med stegt Kød. Men da han havde spist nogle faa Mundfulde, holdt han brat inde. Han kunde intet se! Ikke den mindste Lyd naaede hans Øre! Og dog var han sikker paa, at han ikke var alene!

I nogle Sekunder stod han bomstille. Saa sprang han pludselig ud til Siden og foretog et Angreb mod Bordts modsatte Ende. Der var et eller andet Væsen, der veg for ham i Mørket, og det gentog sig, hver Gang han angreb.

Lidt efter lidt ændrede Tom imidlertid Taktik! Vaabenløs, som han var, indsaa han det farlige i at gaa angrebsvis til Værks. Han havde allerede set tilstrækkeligt i det forfærdelige Hus af Uhygge og Død og var forberedt paa alt. Derfor trak han sig tilbage mod det Sted, hvor Døren maatte være.

Det lod til, at hans Modstander havde fattet den samme Plan! For da han strakte Haanden ud efter Dørgrebet, fik han fat i en Haand, der allerede hvilede paa det. Tom tog et fast Tag om Haandleddet. Men han gav straks slip!

Der lød et lille forskrækket Skrig, efterfulgt af en Hulken, der i de følgende Sekunder blev mere og mere voldsomt. Han havde kæmpet mod et kvindeligt Væsen, der var endnu mere bange end han selv. Rædslerne i Huset havde bragt hende til Hysteri. Hans Angreb var Draaben, der fik Bægeret til at flyde over.

Tom gav sig til at tale for at berolige hende, og efterhaanden lykkedes det at faa hende til at svare. Hun sagde kun nogle faa Ord, men han opfattede, at hun talte Spansk! Pludselig forstod Tom!. Hun var den unge Pige fra Vinduet. Hun havde netop den Stemme, som han havde udstyret hende med. Alt det og meget mere fortalte han i faa Ord.

Maaske kunde han lige saa godt have sagt, at han var Ærkebiskoppen af Canterburry, der havde indfundet sig i det specielle Ærinde at mane Husets onde Aander i Jorden. Hun forstod nok ikke ret meget af hans Sprog. Men han følte sig sikker paa, at hun anede, hvem han var, og hvorfor han var kommet. Hun sukkede nemlig som et træt Barn, der følte sig trøstet, og efterhaanden stilnede hendes Graad af. Tom førte hende hen til en Stol ved Bordet og fik hende til at sætte sig.

De sad lidt og turde næppe røre sig af Frygt for at vække alt det uhyggelige til Live, der boede i Huset. Saa tog Tom sig sammen og begyndte at tale ganske sagte. Stilheden var ved at gaa ham paa Nerverne. Han vilde forsøge at faa en eller anden Oplysning af hende, der maaske kunde være dem til Nytte. Hans Kendskab til Spansk var ganske vist ringe, men han kendte dog saa meget til romanske Sprog, at der var en Mulighed for, han kunde forstaa lidt af, hvad hun sagde.

Han opfattede, at hun hed Nena, og at hun var ude af sig selv af Ængstelse for sin Fader, som hun ikke havde set siden den foregaaende Dag.

Han og hans Assistent havde da været optaget i denne Afdeling af Huset, hvor hun ellers aldrig kom, og hun var gaaet op for at se efter sin Fader.

Tom kunde forstaa, at det var gaaet hende, som det gik ham selv. Alt det uhyggelige havde overrasket hende, og hun var flygtet ind i Værelset her, hvor hun havde tilbragt Natten.

Der var nogle Ord, der stadig kom igen i Nenas Forklaring. Og hver Gang, hun sagde dem, rystede hendes Stemme. Det var Ordene: El hombre sin alma!

"El hombre sin Alma!" forsøgte Tom at oversætte, "Manden uden Sjæl!". Efter disse Oplysninger, som Tom maatte gætte sig til, forløb nogle Minutter i fuldkommen Stilhed. Saa sprang Nena pludselig op og skubbede sin Stol voldsomt tilbage. Hun sad nærmest Døren, og inden Tom fattede, hvad hun havde i Sinde, hørte han hende aabne Døren og tænde Lys ude paa Gangen. Han hørte hendes listende Trin; og alt blev atter stille.

Og saa udviklede Begivenhederne sig i et saa rasende Tempo, at han næppe var i Stand til at følge dem, skønt han hele Tiden opholdt sig i Centrum af de Hvirvler, som de dannede.

5.
Før Tom fik rejst sig fra Stolen, hvor han sad, aabnede Sluserne sig til Helvede, i hvis Forgaard de befandt sig!

Atter lød de kendte og frygtede Skridt. Først nærmede de sig Døren til Værelset, saa blev der stille et Sekund. Han hørte Larmen fjerne sig igen, og da han løb ud paa Gangen, naaede han at se et Glimt af Nena. Hun fo'r ind i det sidste Værelse paa venstre Haand, fulgt af Giganten! Han forsvandt derind i det Øjeblik, Tom naaede den aabentstaaende Skydedør.

Det første, Tom opfattede, var mærkeligt nok Nena, som han saa rigtigt for første Gang!

Hun var virkelig saa ung og saa smuk, som han havde forestillet sig. Høj, slank, mørk som den evige Nat, der syntes at herske i Værelset, hvor de havde mødt hinanden for lidt siden. Hendes mørke Øjne var helt sorte af Rædsel. Den havde forjaget hver Bloddraabe fra hendes Ansigt, der var hvidt som den kalkede Væg, hun stod lænet op imod.

Og han opfattede den blaasorte Ryg af Giganten, der stormede frem imod hende. Saa ham hæve sin højre, pansrede Arm, der holdt et Vaaben, som han ikke kunde se. Og samtidig med, at han gjorde alle disse Iagttagelser, var han sprunget frem og havde grebet en Stol, som han af al Magt slyngede imod den hævede Arm. Virkningen var ikke stor. Et Stoleben brækkede og fladt klirrende til Jorden.

Men i det Øjeblik, Tom ramte Armen, hørte han en hvislende Lyd, som naar man stænker vand paa en varm Kakkelovn, og han saa, at den hvide Væg havde faaet en sort Plet i nærheden af Nenas Hoved. Der blev dog ikke Lejlighed til at filosofere over, hvad der vilde være sket uden denne Indgriben, for i det samme gjorde Giganten omkring, saa Tom kom til at staa Ansigt til Ansigt med ham.

Han var en halv Gang til saa høj som Tom og klædt i Panser og Plade fra Isse til Fod. I sin højre Haand holdt han et Vaaben paa størrelse med en lille Revolverkanon. Han rettede sine kolde, glasagtige Øjne imod Tom, der saa dem fange Lyset og skinne rødligt, idet han ganske langsomt tog Sigte paa hans Bryst.

Tom holdt stadig den trebenede Stol i Haanden. Samtidig med, at han sprang til Side, lykkedes det at faa et af dens Ben ind paa hver Side af Modstanderens Underarm. Paa den maade var han et Øjeblik i Stand til at afparere Angrebet. Giganten var imidlertid den stærkeste! Mens han hele Tiden fulgte Tom med Øjnene, pressede han paa som for at faa sin Arm fri.

Tom fulgte derfor den Taktik at give efter for Trykket og sætte alt ind paa at holde Armen nede i den Gaffel, han havde fanget den i. Paa den Maade kom de til at danse rundt!

Da de havde bevæget sig et par Omgange, slap Giganten imidlertid Tom med Øjnene og rettede sit Blik mod Nena, der var kommet ind i Sigtelinien. Hun opdagede Faren og dukkede sig i det Øjeblik, han skød. Der hørtes igen en hvislende Lyd. Væggen fik en ny Plet paa det Sted, hvor hendes Hoved havde været en Brødel af et Sekund i Forvejen! Vild af Skræk satte Tom det øverste af Stoleryggen mod Væggen, greb om Gigantens Arm og pressede den ind i den Gaffel, Stolebenene dannede.

Under denne Manøvre var Tom kommet til at røre den mægtige Finger, der hvilede paa Aftrækkeren!

6.
Der var flere Apparater indbygget i Væggen! Et af dem lignede en Radiosender med sine Lamper, Spoler og et utal af Ledninger. Da Skuddet faldt, pegede Revolverkanonen lige paa det.

Der lød et højt Brag, og i løbet af et Øjeblik var Apparatet brændt sammen og forvandledes til en rygende Ruinhob.

Giganten havde imidlertid revet sig løs og slynget Tom til Side, saa han faldt. Fra Stedet, hvor han laa, saa han ham følge sig med Øjnene, mens han kom hen imod ham. I to Skridts Afstand standsede han og tog omhyggeligt Sigte. Den mægtige Pegefinger krummede sig ganske langsomt om Aftrækkeren, idet han trykkede til. Men der skete ikke noget!

Og paa en Gang forstod Tom, hvad det var for et Vaaben, Giganten holdt i sin Haand, og med hvilken Ammuntion han havde skudt. Det var den frygtelige Dødsstraale, hvis Opfindelse beskæftiger hele Verden!

For et Øjeblik siden havde han selv tilintetgjort sit Ammunitionslager, Apparatet, der sikkert havde sendt kortbølgeagtige Straaler, som i Revolverkanonen blev omsat til Varmeenergi, der dræbte! Faren var imidlertid ikke overstaaet!

Selv uden Dødsstraalen var Giganten en farlig Modstander. Nu begyndte han at fare rundt i Værelset. Tom og Nena flugtede for ham som et par forskræmte Faar. Det er ikke godt at vide, hvordan det hele var endt, hvis de ikke havde faaet Hjælp fra anden Side. Ved et af Apparaterne paa Væggen sad et Ur. Pludselig gav det et Knæk i det, og i samme Øjeblik stivnede Giganten midt i en Bevægelse!

Tom havde engang set et Menneske, der led af Katalepsi! Det, han nu blev Vidne til, mindede stærkt om denne Tilstand.

Manden bogstavelig talt stivnede og blev staaende ret op og ned, som om han hang i Luften, baaret oppe af en mystisk Kraft.

Det var Nena, der rev Tom ud af hans Forbavselse. Hun raabte noget og pegede paa Skydedøren, der nu var gledet i. Fra Døren saa han igen paa Giganten! Han var sikker paa, at der maatte være sket noget med hans Øjne. Før havde de haft et vist Præg af Liv. Nu virkede de som det, de var, et Par døde Glasøjne, der stirrede tomt ud i Rummet!

Det var først i dette Øjeblik, at det rigtig gik op for Tom, at Giganten ikke var et levende Menneske af Kød og Blod!

Han havde virket saa fuldkommen i hver af sine Funktioner. Nu forstod Tom, at han kun var et sindrigt konstrueret Maskin-Menneske, en Fremtidskriger i fuld Udrustning. Nena havde kaldt ham: El hombre sin alma, Manden uden Sjæl!

Tom saa paa Uret, som det havde givet et Knæk i, da Maskin-Mennesket gik i staa. Det viste syv Minutter over syv!

Da han begav sig op i Huset Aftenen i Forvejen, manglede Klokken nogle Minutter i syv. Og om Morgenen var Spektaklet begyndt Klokken syv! Uret maatte indeholde en Mekanisme, der startede hele Maskineriet hver tolvte Time og stoppede det igen efter faa Minutters Forløb.

Under Uret fandtes et indviklet Apparat. Af en eller anden Grund, som Tom ikke senere kunde gøre Rede for, tog han den trebenede Stol og slyngede den af al Magt ind i Apparatet.

Der lød et Brag, og Maskin-Mennesket sank sammen som en stor, leddeløs Jerndukke. Samtidig gav det et Ryk i Døren, der nu lod sig aabne og lukke som en almindelig Skydedør.

Tom forstod, at ligesom man kan styre Luftskibe ad traadløs vej, var Maskin-Mennesket og Skydedørene, der gik op og i efter Ordre af en ukendt og hemmelighedsfuld Person, blevet dirigeret!

Han tænkte paa Gigantens Øjne!

Før han skød, rettede han Blikket mod sit Offer. Tom havde hørt, at der fandtes mekaniske Hunde, hvis Øjne var præpareret med lys-følsomme Plader. Hunden var i Stand til at dreje sig mod Lyset, der ramte dens Øjne. Maaske var Maskin-Menneskets Øjne modtagelige for dyrisk Magnetisme! Det var den eneste Forklaring, han kunne finde paa den næsten bevidste Maade han udvalgte sig sit Offer, hævede Armen og Skød!

Nena og Tom stod sammen midt i Ødelæggelsen. Ganske naturligt var hun kommet hen til ham.

Tom anbragte sin ene Fod paa Maskin-Menneskets kolde, døde Staalhylster, der laa paa Gulvet foran dem. Han huskede, at Nena og han først havde set hinanden over Gaden, og at deres fælles Ønske mødtes i de første Øjekast, de sendte hinanden.

Da han saa ned paa Maskin-Mennesket og paa Vaabnet i hans Haand, kom han til at tænke paa Dødens og paa Livets Straaler. Det var de sidste, der havde sejret, men Sejren havde kostet Nenas Fader Livet! Tom læste i hendes Øjne, at han ikke behøvede at fortælle hende dette. Hun havde allerede forstaaet, at Skabningen gjorde sig til Herre over Skaberen, da Maskin-Mennesket tog Magten og dræbte sine to Opfindere.