Jørgen Minddal (f. 1938) var i mange år en aktiv del af sf-miljøet i Odense og skrev desuden en lang række noveller. Denne novelle blev oprindelig skrevet i 1978 og var tænkt som en del af en novellesamling - "Genesis" - der af mange forskellige grunde aldrig udkom. Den blev siden offentliggjort i fanzinet "Fynzine-84". Herværende udgave er let redigeret af forfatteren og redaktøren i fællesskab.

© 1978 & 1997 by Jørgen Minddal.

EN BIBLIOMANEN E-TEXT:

FÆDRELANDENES EUROPA

Jørgen Minddal

Der var nogle problemer vedrørende færgehavnen Puttgarden og jernbaneanlægget tværs over øen, som ikke var helt afklaret. Han blev nok nødt til at foranstalte en nærmere undersøgelse for at finde ud af, om Femern ville nationalisere havnen og jernbanen og dermed selv aflønne alt det jernbane-, politi- og toldvæsen, der boede og arbejdede i Puttgarden. Han sukkede.

Den sidste sag fra dagen i forvejen var ikke spor bedre end den foregående. Kongeriget Majorca klagede over, at Minorca for en uge siden havde fået status som selvstændig republik til trods for, at sidstnævnte havde hørt under førstnævntes overherredømme, siden kongeriget var blevet etableret for 10 år siden. Majorca antydede nu, at minorcanerne var nogen værre nogen, der bare var ude på at rage fiskepladser og turister til sig. Dette var yderst uretfærdigt, når alle vidste, at majorcanerne både var de bedste fiskere og havde de bedste seværdigheder og faciliteter til turisthorderne.

James Lasenby-Jones sukkede igen.

Han satte sig i sin skrivebordsstol og kiggede ud af vinduet på det Bruxelles, der var ved at vågne til denne kolde, tågede novembermorgen. Hans tanker gik tilbage til for 16 år siden, til den ulyksalige beslutning, der da var blevet truffet i parlamentet og kommisionen.

Det var startet med baskernes selvstændighedskrig mod spanierne - en krig, der også havde udstrakt sig til den franske side af grænsen. Baskerne havde ikke villet lade sig nøje med selvstyre under spansk og fransk overherredømme. De havde krævet og kæmpet for et helt frit og uafhængigt Baskien, og det havde de fået. EF havde jo ikke kunnet kalde til en krig indenfor eget område.

Andre nationale mindretal havde lynhurtigt koblet sig på. Sammen med Baskien fik Bretagne og Skotland selvstændighed, og de 14 EF-lande blev pludselig til 17.

Andre nationale mindretal fik sig mandet op til at kræve lignende selvstændighedsordninger. I første omgang de spanske enkeltområder, Aragonien, Kastilien, Andalusien, Catalanien o.s.v., og i løbet af et par år eksisterede Spanien ikke mere.

Andre mindretal fulgte efter. Kreta, Makedonien, Tyrol, Sardinien, Wales, Færøerne. Derpå Provence, Shetlandsøerne, Bayern, Milano, Flandern, Sicilien og Korsica. I næste omgang Schwaben, Normandiet, Alsace-Lorraine, Bordeaux, Cornwall, Donegal, Vendsyssel, Sachsen, Kärnten, Hamburg, Grønland, Birmingham og Thessalien.

På dette tidspunkt var der henved 60 lande i EFs område. Alle de oprindelige lande var ved at falde fra hinanden, og udviklingen fortsatte, ja nærmest accellererede. Flere og flere, mindre og mindre enheder, der kunne kalde sig kongeriger, republikker eller fristæder.

Det oprindelige ministerråd, der klogeligt havde modsat sig, at de nye stater fik plads i rådet, forsøgte at standse udviklingen og skrue den tilbage. Det var selvfølgelig umuligt. Der blev en voldsom debat, ja nærmest tumulter og optøjer i både parlamentet og kommisionen, hvor de nye lande havde fået sæde, og nu blev tvunget til at kæmpe for deres nys etablerede selvstændighed.

Efter denne krusning på vandet, var der ikke mere nogen hindring for udviklingen. Nye stater, nye fristæder, nye traktater og forbund. Nye flag, nye våbenskjolde og nye symboler. Gamle våben og bomærker med videre blev samlet op fra arkiverne, nye sprog eller dialekter fik status på lige fod med andre som EFs officielle sprog. Frisisk, vendsysselsk, walisisk, tyrolertysk og castelansk. Alle ville for enhver pris markere deres eget særpræg - det var som om den ensretning og harmonisering, som EF stod for, i nogle år havde udgjort en dæmning i en strøm, der nu som et vandfald skyllede ud over Europa.

Med disse nye selvstændighedstanker var det som folks foretagesomhed og evner fik en ny blomstring. Igen var beslutningerne og prioriteringerne af disse ude i det lokale samfund i stedet for hos de overstatslige eller regionale myndigheder. Man etablerede sig med den ene eller anden regeringsform, som man selv syntes bedst. Man etablerede nye energikilder og nye produktionsformer, der ikke var så energikrævende som de gamle. Der blev igen lagt væk på det håndværksmæssige og på eget arbejde. Hestene vendte tilbage til landbruget og en hær af vindmøller rejste sig, samtidig med at der blev bygget solfangere på de fleste huse. Selvforsyning blev et nyt slagord i disse tider sammen med nul-vækst og genbrug.

EFs indflydelse blev mindre og mindre. EF blev efterhånden reduceret til bare at være kontoret, der holdt styr på alle de tusindvis af selvstændige enheder, der opstod, sørgede for godkendelse af traktater, flag, symboler og lignende og prøvede på at bilægge stridigheder. Og det sidste var der nok af.

Allerede opståede enheder delte sig igen og igen. Man kunne næsten sammenligne det med celledelinger i en organisme. Og enhederne blev mindre og mindre og mindre...

James Lasenby-Jones sukkede igen og tvang sine tanker tilbage til det arbejde, der ventede. Nu havde han arbejdet i snart mange år med disse sager, og det hele blev mere og mere uoverskueligt. Det blev også sværere og sværere at få midler til at drive EFs forskellige organer, og en del af dem var allerede indstillet. Det eneste, der faktisk rigtig blev hldt igang endnu, var det nationale kontor, som han arbejde på. Lasenby-Jones var glad for, at han allerede for år tilbage havde købt sig et mindre gods i Sussex (republikken) med tjenestefolk og landarbejdere, hvor hans kone nu boede, og som blev drevet med en god forvalters hjælp. Selvom han var der hver weekend, afventede hans kone og børn alligevel med længsel den dag, han holdt op med sit arbejde her og kunne trække sig tilbage til landlivets, jagtens og lystfiskeriets mere enkle glæder.

James Laseby-Jones sukkede igen. Nu måtte han til at beskæftige sig med de nye sager, der var kommet siden i går. Den første var forsynet med en bred rød stribe, der betød krig eller lignende voldsomme ting.

Han åbnede omslaget. Det var Glasgow, der erklærede Madrid krig efter en fodboldkamp i Europa Cup turningen, hvor Real Madrid åbenbart havde optrådt ufint over for de skotske modstandere fra Glasgow Rangers.

Han kunne ikke lade være med at smile lidt, for han kunne ikke rigtigt forestille sig de to byer bekrige hinanden, når der var flere tusind kilometers afstand imellem dem, og ingen af dem havde et luftvåben. Han måtte nok prøve at tale med dem om et par dage, når gemytterne var faldet lidt til ro.

De næste to sager hørte sammen. Scheweningen (republik) anmeldte, at man fremover ville opkræve gebyr for udenbys personers benyttelse af badestranden. Denne opkrævning var tydeligvis rettet mod byen (og republikken) Haag, hvis indbyggere i stort tal brugte Scheweningen som badested. Derfor var der selvfølgelig også en klage fra Haag over Scheweningens planer om badegebyret. Ja, det var nok nødvendigt at finde et kompromis, f.eks. et reduceret gebyr. Et eller andet tydede på, at Scheweningens økonomi ikke var for god, og måske burde de aldrig have udskilt sig fra Haag, men det fik man aldrig nogen til at indrømme. Han sukkede igen.

Det næste var en anmeldelse af Versailles som selvstændig stat. Formentlig ren rutine. En ansøgning om - i betragtning af de historiske traditioner - at måtte bruge Liljemærket i flag og byvåben - tja, hvorfor ikke. Han måtte først undersøge, om der var andre stater, der også brugte det. Det foresvævede ham, at der var en by i det forhenværende Danmark, der havde det som våbenmærke. Det var jo mange år siden, at sproglige og nationale særpræg havde nødvendiggjort alle disse lande. Derefter var det økonomiske forhold, almindeligt kværulanteri og idealistiske forestillinger, der havde bevirket yderligere delinger, der igen bevirkede endnu flere delinger. Det kunne ikke blive ved, og han gad snart heller ikke mere.

Han gad i hvert fald ikke beskæftige sig med den sidste sag, som en overfladisk gennembladring antydede ville volde flere problemer. Det var også en anmeldelse af en ny stat, men navnet, "Sankt Hans Landsogn", var ikke så heldigt. Det var for langt og det sagde ikke rigtig noget. Beliggenheden - tja - i det nordøstlige hjørne af en by på Fyn i det forhenværende Danmark. Afgrænsning mod vest, nord og en del af østsiden var en havn, en kanal og en å, mens resten var forskellige gader og en jernbanelinie. Det så ret uoverskueligt ud og det ville ikke blive nemt at hegne ind og forsyne med autoriserede grænseovergangssteder. Men dem om det selvfølgelig, men han havde jo - trods alt - det officielle ansvar, der nu som tidligere ikke var meget værd, selv om han gerne yndede at bilde sig det modsatte ind.

Han gad snart ikke mere. Det blev mere og mere tosset. Alle mulige og umulige byer, bydele og landsbyer ville være selvtændige. Det var ved at være for meget af det gode - alt for meget. Han havde den største lyst til at åbne vinduet og hælde alle papirerne ud i den kolde novemberbrise, så de som store hvide blade kunne danse i luften.

Han vendte tilbage til anmodningen fra Sankt Hans Landsogn. Flag: rød med bogstaverne SHL i hvidt i en hvid ring. Våben: en rød tomat og en sølvfarvet fisk på grøn baggrund - øjensynlig symboliserende kanalen og åen. Tja, hvorfor ikke. Møntfod: danske kroner. Styreform: republik med magistratregering. Præsidenten skulle samtidig være formand for den lokale boldklub. Gad vide om det var tilladt.

Med dagens ottende eller niende suk lagde han sagen til side. Han svandt igen hen i drømmerier om Denver Hall, der lå på en bakketop i det sydlige Sussex. Det ville blive en stor dag, når han trak sig tilbage dertil og kunne indsende en anmeldelse til EF om selvstændighed for "Denver Hall" - præsident: James Lasenby-Jones. Eller måske snarere konge? Tja, hvorfor ikke?

Så gik han over til vinduet, åbnede det og kylede chartekkerne ud, men de åbnede sig ikke og sank som sten mod gaden dernede...

HTML af Listemageren - bibliste@post2.tele.dk

[INDEX] [SF-ARKIVET] [FONTARKIVET] [E-TEXT-ARKIVET]